I Poppelhuset er mad og måltider en stor del af hverdagen, og vores måltider er primært økologiske.
Når vi tilbyder morgenmad, formiddagssnacks og eftermiddagssnacks lægger vi vægt på, at det ikke forstyrrer børnene i det, de er i gang med. Det betyder, at vi tilbyder børnene snacks, når det passer ind i deres leg, men at vi ikke har et fast tidspunkt, hvor alle samles. Det gør vi til gengæld til frokosten, for vi synes, at det er vigtigt, at alle børn lærer, hvad et måltid indebærer.
Ingen af børnene bliver tvunget til at spise, men vi opfordrer til at smage, og vi taler meget om det, der er i maden. På den måde øver vi børnenes madmod.
Til frokosten skal alle sidde med til bords, og børnene er med til at hente maden og dække bord. Når vi sidder omkring bordet, understøtter vi børnene i at lære det, de netop er i gang med - det kan være at spise selv, når det gælder vuggestuebørn, og at øse op selv og række fadene videre for børnehavebørnene.
Frokosten er også en god ramme for at tale sammen - både om maden og det, der lige optager børnene. Vi spiser sammen i små grupper, fordi det giver ro omkring måltidet, og fordi vi på den måde bedre kan både lytte og tale med hinanden.
De børn der bliver hentet sent, får også tilbudt en gå-hjem-haps.