Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner i Poppelhuset

I Poppelhuset har vi flere traditioner. De fleste af dem holder vi bare for børnene i huset, men til vores sommerfest, som vi holder efter sommerferien, inviterer vi også forældre og søskende med. Det gør vi, fordi vi gerne vil byde de nye familier velkommen i huset. Sommerfesten er et eftermiddagsarrangement, hvor hver familie medbringer lidt til buffeten, fx kage, boller eller sandwich. 

Fastelavn, påske og jul

Vi fejrer både fastelavn, påske og jul. Fastelavn kalder på udklædning og fastelavnsboller – til stor glæde for børnene, som elsker at få cremen fra fastelavnsbollerne helt op til begge ører! Påsken markerer vi med en påskefrokost, og julen er selvfølgelig noget helt særligt.  

I december hygger vi med masser af julemusik – vi danser om juletræet, synger julesange og laver julerytmik. Vi får også rigtig julemad, når vi holder en julemiddag og klæder os fint på. Og så får vi besøg af julemanden. Endnu en af traditionerne i december er, at vores ældste børnehavebørn går luciaoptog, mens forældre og søskende kigger på. Bagefter julehygger vi med kaffe, saftevand og æbleskiver. 

De uhyggelige traditioner - og plantedag

Halloween markerer vi kun i børnehaven, for det kan være lidt for uhyggeligt for de yngste. De børn, som har lyst, kan komme udklædte. Vi taler om traditionen med børnene og skærer græskar. Og så spiser vi uhyggelig mad – for eksempel lilla kartoffelmos.

Sankt Hans fejrer vi med både vuggestue- og børnehavebørn. Vi laver bål med en heks, som sendes til Bloksbjerg. Børnene elsker denne tradition og er meget fascinerede af både bål og heks.

Vi har også en plantedag, hvor børnene selv har en plante med hjemmefra, som de planter i kasser på legepladsen. Børnene følger med i, hvordan planterne vokser, og de lærer at tage vare på både deres egne og deres venners planter. Hvis de har for eksempel krydderurter eller agurkeplanter med, bruger vi dem i vores madlavning.

Fødselsdage

Vi fejrer børnenes fødselsdage på egen stue. Dette foregår med sang og en gave fra stuen. Fødselaren deler også noget lækkert ud til vennerne. Dette står køkkenet for - i vuggestuen er det lækre boller, mens børnehavebørnene kan vælge om de vil servere popcorn, rosiner eller figenstænger.

Farvel til de store

Vi vil gerne sige ordentligt farvel til vores ældste børn, inden de skal begynde på fritidshjem og i skole. Vi arrangerer en afslutningsfest sammen med børnene, og som regel laver vi et teaterstykke, som vi opfører for jer forældre.