Som pædagogisk leder vil jeg gerne dele mine tanker og målsætninger for vores fælles arbejde i institutionen. Mit udgangspunkt som leder tager afsæt i den socialkonstruktionistiske tilgang, hvor vi anerkender, at virkeligheden skabes gennem sproglige og sociale samspil mellem mennesker. Det betyder, at vores forståelser, løsninger og udvikling opstår i dialog og samarbejde – både med børn, forældre, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere.
Som offentlig leder navigerer jeg i et komplekst landskab med mange samarbejdspartnere, politiske mål og krav – såsom arbejdet med Klynge H's pædagogiske grundlag, kommunens dagtilbudspolitik og fokus på sprogudvikling. Vores rammer og systemer ændrer sig løbende, blandt andet på baggrund af ny forskning, ny viden, skiftende politiske dagsordener og sammensætningen af børn og medarbejdere. Det stiller krav til tydelighed og præcision i vores arbejdsgange, men åbner samtidig for, at vi sammen kan finde nye løsninger og styrke ejerskabet til vores fælles kerneopgave.
I samarbejdet med medarbejderne bruger jeg min teoretiske forståelse til at fremme nysgerrighed, refleksion og udvikling. Vi opbygger og udvikler relationer, kobler os på hinanden og beriger både processen og den pædagogiske opgave. Min ambition er, at vores institution først og fremmest skal være børnenes sted – et trygt læringsrum, hvor hvert barn får mulighed for at udvikle sig i et socialt forpligtende fællesskab.
Vi arbejder også for at styrke det enkelte barns selvværd og kompetencer. Vi lærer børnene at være gode kammerater, hjælpe hinanden, løse egne konflikter og se hinandens behov. Børn skal have lov til at “filosofere” højt – og det betyder, at voksne ikke altid skal have et svar parat, men i stedet støtte børnene i at blive klogere på sig selv og deres omgivelser. Det er vigtigt, at børnene lærer egne og andres grænser at kende, tør være i og vise deres følelser og samtidig respektere andres.
Det stiller krav til os voksne – vi skal være observerende, reflekterende og se nuancerne i hvert enkelt barn. Vi skal kunne rumme barnets følelser og støtte det dér, hvor det er. Jeg lægger vægt på, at vi møder børnene med nysgerrighed, udfordrende nærvær, omsorg, humor og engagement.
Når vi arbejder som én enhed, får vi mulighed for at skabe mening sammen og koordinere en fælles forståelse i arbejdet med vores kerneopgave. De relationer, vi opbygger, og den dialog, vi har i mødet med hinanden, er med til at forme vores fælles fortælling og kultur. Vi skal arbejde for en åben meningsudveksling og dialog, hvor der er plads til forskellige fortolkninger – og hvor vores fælles samtaler lægger grundstenen til den sociale konstruktion, der er vores organisation.
Har du spørgsmål eller ønsker du en dialog om vores arbejde, er du altid velkommen til at kontakte mig på mail eller telefon.
Jeg ser frem til et godt samarbejde!
Mvh